Trine Krebs: Danmark kan blive en førende plantenation

Trine Krebs: Danmark kan blive en førende plantenation

Med mere end 160 deltagere fra hele landet viste det netop afsluttede Plantetopmøde i Aarhus, at der er stor interesse for at arbejde med at få flere planter på de professionelle tallerkner.

Ifølge Trine Krebs, grøn chef i Food Organisation of Denmark, der stod bag arrangementet, viste Plantetopmødet, at Danmark har potentialet til at blive en førende plantenation. 

”Danmark har alt hvad der skal til for at blive en førende plantenation. Vi har topeffektive avlere, vi har klimaet, og vi har dygtige professionelle køkkener. Det næste skrift er, at politikere, branche, organisationer og borgere stiller sig sammen om en fælles vision og en handlingsplan for Danmark som planteland. Vi har vist, at det er muligt med økologien, og nu skal vi gøre det samme med planterne”, siger Trine Krebs, grøn chef i Food Organisation of Denmark. 

Vi skal lære at forstå hinanden 
Plantetopmødet havde mandag samlet avlere, køkkenchefer, grossister, leverandører og planteentusiaster fra hele landet.

En af deltagerne var Dorrit Andersen, der repræsenterer grøntsagsgartneriet Axel Månsson A/S, der dyrker 1.200 hektar med grøntsager nær Brande i Midtjylland. Som producent kender Dorrit Andersen mange af de forhindringer, der står i vejen for at få flere danske planter i sæson på tallerken. 

”Som vi har fået bekræftet i dag, bliver der procentuelt anvendt alt for få danske planter i de professionelle køkkener. Som producent er det vigtigt at få belyst. For der er et kæmpe potentiale, som ikke er indfriet endnu. Vi skal blive bedre til at formidle, hvordan vi dyrker grøntsager herhjemme, hvorfor det koster det, det gør, og hvad forskellen på økologisk og konventionel produktion er”, udtaler Dorrit Andersen fra grøntsagsgartneriet Axel Månsson A/S.  

Dorrit Andersen var på Plantetopmødet sammen med kollegaer fra grøntsagsgartneriet, og kokke fra Hotel Dalgas, som drives af Axel Månsson A/S.  

”Plantetopmødet er et skridt i den rigtige retning. For det handler om, at vi skal lære at forstå hinanden. Kokke, indkøbere og køkkenchefer skal lære producenterne at kende, og de skal lære at forstå sæsonerne ude på marken. Og os producenter skal forstå, hvordan de arbejder i køkkenerne. Det er det lange seje træk. Men på Plantetopmødet blev jeg bekræftet i, at vi er godt på vej”, udtaler Dorrit Andersen.

 

Fakta om Plantetopmødet  

  • 160 avlere, køkkenchefer, distributører og grossister deltog i Plantetopmødet. 
  • Plantetopmødet er et samarbejde mellem Food Organisation of Denmark, Landbrug & Fødevarer, Madfællesskabet og Food Festival. 
  • Plantetopmødet afholdes for tredje gang i 2023.   
  • Arrangementet er støttet af Produktionsafgiftsfonden for frugt og gartneriprodukter og Promilleafgiftsfonden for Landbrug  

Kontakt

Grøn chef Trine Krebs 26713254