Konference om fremtidens naturpleje – fra ambition til handling

Proviantsalen på Christiansborg den 3. december fra 9.00-14.30

Naturgræsserne kommer til at fylde mere i vores landskaber – så hvordan står vi sammen om at få de bedste rammevilkår for biodiversitet, fårene, gederne, hestene, kvæget og kvægholderne?

Velkommen til en politisk høring om naturgræssernes vilkår i det danske landskab – og alle de detaljer, vi skal have styr på, for at naturafgræsningen bliver en succes for det kriblende liv, miljøet, lokalsamfundet og landskaberne.

Programmet er endnu ikke helt færdigt, men vi kan afsløre at vi samler alle aktører med interesse i top-vidunderlig afgræsning af de mange arealer, som qua Trepart og omlægninger, skal være lysåbne og fyldt af liv og omsætning.

Dagen har fokus på alle faglige detaljer i succesfuld afgræsning med heste, får, kvæg og geder og alle deltagere får rig mulighed for at lytte til fagfolk med praktisk erfaring med afgræsning og vi kommer med konkrete anbefalinger til politikere og embedsfolk til, hvordan vi kan få verdens bedste afgræsning i Danmark.

Du kan tilmelde dig her og glæde dig.

Tilmelding til konference om fremtidens naturpleje

SE OGSÅ VORES WEBINARER

Se tidligere webinarer fra Okse på Dagsordenen og dyk ned i viden, erfaringer og perspektiver om kvæg, oksekød og naturafgræsning.

Optakt til fælles politisk strategi for afgræsning af naturarealer i Danmark

Live Webinar fra naturarealer i Thy

L&F Kvæg har nedsat Forum for Husdyr og Naturforvaltning og ønsker derigennem at bidrage til at der udarbejdes en bred, fælles politisk strategi for naturafgræsning i Danmark. Panel og deltagere i webinaret identificerer de udfordringer, som naturafgræssere står over for, ridser mulighederne op og diskuterer behovet for en samlet politisk strategi, som skal sikre de bedst mulige rammevilkår for en driftsgren, der kun bliver vigtigere i en fremtid med flere udtagne landbrugsarealer.

På webinaret fortæller Anders Kjær, hvor langt Forum for Husdyr og Naturforvaltning er i deres overvejelser og der er mulighed for at kommentere og stille spørgsmål undervejs. Webinaret har et strategisk fokus og vil holde fokus på regler, tilskud, samfundsnytte og erhvervsudviklings-muligheder.

Webinaret har ikke til sigte at få løst alle udfordringer, men at få luftet tankerne om begrænsninger og muligheder, så der kan arbejdes videre med en samlet strategi for afgræsning af naturarealer i Danmark.

I panelet møder du:

  • Heine Stefansen, naturafgræsser med kvæg på Naturstyrelsens arealer syd for Nissum Bredning
  • Anders Kjær, naturafgræsser med kvæg i Thy, viceformand i L&F, formand for Forum for Husdyr og Naturforvaltning og formand for Familielandbruget
  • Martin Bojesen, naturafgræsser i Thy og leverandør af økologiske stude og kvier til Danish Crown Friland

Moderator: Trine Krebs, Okse på Dagsordenen / Food Organisation of Denmark

Hvem får glæde af at se med: Alle med faglig interesse i at vi får en langsigtet og samlet politisk strategi for naturafgræsning i Danmark

Se eller gense webinaret her

LIVE fra lavbundsareal med græssende kvæg i Jammebugt Kommune

Vi sender LIVE fra græsningsprojekt i Jammerbugt Kommune, hvor Tranum Økobrug både laver mælk til Thise mejeri og stude og kvier passer arealer, som er taget ud af drift for at give plads til natur, miljø og biodiversitet.

I dette webinar dykker vi ned i samspillet mellem kvæg, natur og mennesker – og ser nærmere på, hvordan landbrug, miljø, biodiversitet og lokal afsætning hænger tæt sammen.

Sammen med en kvægavler, en kok, en embedsmand, en politisk aktiv landmand og en politiker stiller vi skarpt på, hvordan de hver især er afhængige af hinanden – og hvordan samarbejde er nøglen til gode lokale løsniger på store globale udfordringer.

Lær af og stil spørgsmål til:

  • Majbrit Guldberg, kvægopdrætter, gårdejer og mælkeproducent, Jarmstedgaard i Tranum
  • Mogens Christen Gade, Jammerbug Kommune, Formand for Klima, Teknik og Miljøudvalget og medlem af Regionsrådet i Region Nord
  • Niels Hedermann, ARLA mælkeproducent og politisk engageret i det nordjyske landbrug og repræsentant for Agillix.
  • Marianne Fisker, Projektleder ”Landmanden som Naturforvalter”, Jammerbugt Kommune
  • Micki Christensen, køkkenchef, Slettestrand Feriecenter
Se eller gense webinar

Se med i stalden hos Thomas Thomsen og Per Tinghøj på Fladhøjgård ved Tjæreborg

Vi sender live fra vinterstalden hos Thomas Thomsen og Per Tinghøj på Fladhøjgård I/S, hvor kvæget lever sit liv fra november til april. Thomas og Pers kvæg sælges som naturkød og afgræsser særlige §3 naturarealer.

Du får indblik i alle kompleksiteter ved at lave godt oksekød og vi taler om alle de paradokser og nuancer, der er i produktionen af bæredygtigt oksekød. Vi taler om biodiversitet, fodring, dyrenes liv, slagtning, klima, bæredygtighed og hele panelet er klar til at svare på de spørgsmål, som du måtte have om kvæg og oksekød. 

Lær af og stil spørgsmål til: 

  • Thomas Thomsen, landmand, driver Fladhøjgård sammen med Per Tinghøj
  • Per Tinghøj, landmand, driver Fladhøjgård sammen med, Thomas Thomsen
  • Erik Andersen, agronom og kvægrådgiver hos Økologi Rådgivning Danmark 
  • Mette Bækgaard Johnsen - Fagkoordinator for natur og skov hos SAGRO
Se eller gense webinaret her

Se ind hos Bispebjerg Hospitals slagter

Vi sender live fra Bispebjerg Hospitals slagter. Her er Mathias Søholm Hjorth chefen, der tager imod hele dyr og laver alt til varme retter og pålæg og aftaler, hvordan hver eneste bid af dyrene bliver brugt i hospitalets menuer. Det kræver samarbejde i hele køkkendriften.  

På webinaret kan du høre om det praktiske arbejde med hele dyr og hvordan et hospitalskøkken indretter sine menuer efter dyret og ikke omvendt. Det er nemlig vigtigt for køkkenet at tage ansvar for hele dyret. Du kan lytte til viden om oksekød, kvalitet og sensorik. Det bliver en time med fokus på alle de knapper, køkkener kan skrue på for at minimere spild af kød og få det maksimale ud af det oksekød, som køkkenet anvender i respekt for alle aspekter af den bæredygtige dagsorden. 

 Lær af og stil spørgsmål til:  

  • Mathias Søholm Hjorth, slagter, Bispebjerg Hospital 
  • Margrethe Therkildsen, kødforsker, professor, Aarhus Universitet 
  • Agnes Qvortrup, sensoriker, Landbrug og Fødevarer 
  • Kirstine Balskilde, køkkenchef, Bispebjerg Hospital 
Se eller gense webinaret her

Se med i marken hos Michael Kjerkegaards kødkvæg ved Vejle

Vi sender live fra græsmarkerne sydvest for Vejle. Her driver Michael Kjerkegaard et økologisk kvægbrug med naturgræssende Hereford-dyr. Det gør han i tæt samarbejde med Vejle Kommune og flere ko-græsserlaug.  

På webinaret får du indsigt i, hvordan kvæg lever året rundt på græsarealer. Hvordan græs bliver til kød og hvordan kvæg, kan bidrage til natur og biodiversitet, både over og under jorden. Vi taler om kompleksiteterne og nuancerne om kvæg, klima og bæredygtighed. Vi samtaler om kvægets natur, liv, fodring og for og imod at kvæg kan være en del af et bæredygtigt grønt fødevaresystem. Du kan stille spørgsmål undervejs.  

Lær af og stil spørgsmål til:  

  • Michael Kjerkegaard, landmand kødkvæg, Eskelyst i Vejle, leverer til Friland og til lokale ko-græsserlaug 
  • Bo Levesen, biolog, Vejle Kommune  
  • Julie Cherono Schmidt Henriksen, chefkonsulent kvæg og klima, Innovationscenter for Økologisk Landbrug
Se eller gense webinaret her

Okse på dagsordenen er støttet af Kvægafgiftsfonden.