Velkommen til Planteløftet ON TOUR - Kold College, Odense

Dato: 15. september, kl. 12.00-17.00
Landbrugsvej 55, Odense S

Planteløftet tager på turné og besøger Kold College til en dag fyldt med inspiration, masterclasses og faglig sparring om, hvordan planter kan få mere plads i køkkenet. Her mødes madprofessionelle for at dele viden og erfaringer, afprøve nye teknikker og hente konkrete idéer med hjem til hverdagen.

Dagen giver dig ny energi, konkrete værktøjer og masser af smagsoplevelser – med fokus på at gøre det nemt og inspirerende at lave grøn mad, der virker i praksis.

Det er gratis at deltage i Planteløftet ON TOUR, men vær opmærksom på, at der ved manglende fremmøde uden afbud, opkræves et no-show gebyr på 250 kr. Sørg derfor for at melde afbud, hvis du ikke har mulighed for at være med.

Tilmeld dig allerede nu for at sikre dig en plads! Når programmet er færdigt, kontakter vi dig, så du kan sammensætte dit eget program ved at vælge i alt 4 masterclasses.

Tilmeld dig ON TOUR

Dagens Program

12:00 Ankomst · Kaffe, te og grøn forfriskning · Mød og Nyd de grønne udstillere
13:00Masterclasses | Runde 1
13:45 Skift til nye masterclasses
14:00Masterclasses | Runde 2
14:45 Kaffe, te og grøn forfriskning · Mød og Nyd de grønne udstillere
15:15Masterclasses | Runde 3
16:00 Skift til nye masterclasses
16:15Masterclasses | Runde 4
17:00 Tak for nu

Skræddery dit program af praktiske masterclasses

Du sammensætter selv dit program og vælger de fire masterclasses, du vil deltage i – én i hver runde. På den måde kan du skræddersy dit program efter dine interesser.

Masterclasses

Det nye Charcuterie - pålæg, delikatesser og spreads fra planteriget

v/ Liselotte Kira Gregers Andersen

Kom med til en Masterclass, hvor vi sætter fokus på det grønne pålæg - "Charcuteri", skabt ud fra planteriget. På workshoppen, får du blandt andet opskrifter på rødbedepastrami, gulerodscarpaccio og korn mortadella. Du får indsigt i, hvordan vi kan arbejde med det grønne pålæg og teknikker til at give grøntsagerne tekstur, når de bruges som charquteri og pålæg. Kurset er for dig, der gerne vil give dine gæster en ekstra god oplevelse med dit grønne smørrebrød, men også for dig, som laver mad til børn og ældre, og oplever skepsis over for det grønne. Vi er videre end "bagt selleri" på brødet, men stadig på et niveau, hvor alle kan være med og nemt lave opskrifterne i eget køkken. Du vil højne dine gæsters oplevelse af, hvad grønt pålæg er, og dit grønne smørrebrød vil få en ny dimension.

Tilsmagning med fermenter

v/ Christine Bille Nielsen

Fermenterede råvarer gemmer på masser af smag – men hvordan bruger man dem i praksis? Christine Bille viser, hvordan du kan få fermenterede produkter i spil i hverdagskøkkenet, så de giver dine retter dybde, kompleksitet og karakter, i stedet for bare at samle støv i køleskabet. Få vejledning til enkle fermenteringer og prøv selv at smage til med fermenterede ingredienser i dressing og salat.

Grøn mad i børnehøjde

v/ Christian Schødt, Bare én bid

Hvordan skaber man madglæde og gode vaner? I denne masterclass deler Christian Schødt sine erfaringer som både småbørnsfar og “madfar” i en børnehave, hvor børnene hver dag er med i køkkenet. Her handler det ikke om perfektion, men om at invitere børnene med i processen og gøre madlavning til noget, man er fælles om.

Christian viser, hvordan enkle, grønne retter kan blive børnefavoritter, når børnene selv får lov til at røre, smage og være nysgerrige. Du får inspiration til retter og greb, der gør det muligt at arbejde med grønnere børnemad i praksis – også når tiden er knap – og hvor måltidet bliver mere end bare maden på tallerkenen.

Umami-boost dine grøntsager

v/ Bo Frederiksen, Meyers Madhus

Hvordan får man grøntsagerne til at smage endnu bedre og give samme tilfredsstillende dybde som kød? I denne masterclass viser Bo Frederiksen fra Meyers Madhus, hvordan du kan tilføre grøntsagerne grøn umami og give dem fylde og intensitet med enkle teknikker og tilberedningsmetoder. Få inspiration til, hvordan du kan bruge umami som nøgle til at løfte både hverdagsretter og grønne måltider til et helt nyt niveau.

Grønt på hjernen – opskriften på vellykket grøn mad

v/ Rasmus Bredahl / Madkonsulenten

Vi går en fremtid i møde hvor vi både hjemme og ude skal spise mindre kød og langt flere planter og bælgfrugter. Forandringen skal være båret af madglæde og velsmag og derfor er smagen umami ekstra vigtig: det er den hjernen, kobler med proteinrig føde og derved livsvigtig næring og overlevelse. Ved at bruge neurogastronomisk viden om hvordan hjernen skaber smagsoplevelser, kan vi designe retter og tilberedningsmetoder af grøntsager, så hjernen ikke savner kødet. Det er opskriften på vellykket grøn mad!

Bagning med bælgfrugter

 v/ Heidi Hansen, i samarbejde med Grønning og Kjærgaard

Hvordan kan bælgfrugter bruges i bagning – uden at gå på kompromis med smag og konsistens? I denne masterclass viser Heidi Hansen, hvordan bælgfrugter kan løfte både det søde og det salte bagværk med nye smagsnuancer, bedre struktur og højere næringsværdi. Du får inspiration og konkrete greb til at bruge bælgfrugter i dejen, så de bliver en naturlig og anvendelig del af bagningen i hverdagen.

Tænker du bælgfrugter ind de rigtige steder?

v/ Mads "Rebælg" Herskind

Bælgfrugter er både sunde, bæredygtige og fulde af smag – men hvordan får man dem egentlig i spil i hverdagskøkkenet? I denne masterclass giver Mads "Rebælg" Herskind konkrete idéer og hands-on inspiration til, hvordan du kan komme i gang med at bruge de rigtige bælgfrugter til de forskellige retter – lige fra supper og dressinger til fars og andre hverdagsretter.

Spis hele økologiske korn i dagens måltider

v. Rikke Grønning, Grønning & Kjærgaard og Landsorten

Hvorfor skal vi spise hele korn i maden, og hvordan får vi kornretter til at smage godt og fungerer i praksis? 

I denne masterclass sætter vi fokus på, hvordan du kan arbejde med flere økologiske korn i køkkenet. Det starter med et godt korn-beredskab, så du altid har tilberedte korn klar til dagens retter. Du får indsigt i, hvordan du vælger de kornsorter, der passer til de retter, du vil lave, hvordan kornet tilberedes korrekt for at få den bedste tekstur, og hvordan du kan smagssætte det, så det bliver en velsmagende del af måltidet.

Kort sagt: konkrete greb til, hvordan hele korn kan blive en naturlig del af hverdagsmaden – til glæde for både køkkenet og gæsterne.

Spis korn I mad og bli’ glad :) 

Masterclassen er støttet af Fonden for Økologisk Landbrug. 

 

Kål med kærlighed

v/ Marie Hertz, Culina.H

Kål er en af køkkenets mest alsidige råvarer – sprød, saftig, sød, kraftig og altid fuld af muligheder. I denne workshop viser Marie Hertz, hvordan du kan bruge kål på utallige måder: rå i sprøde salater, bagt og karamelliseret i ovnen eller som base i varme retter. Få ny inspiration til, hvordan kål i alle varianter kan løfte dine retter og blive et grønt højdepunkt på tallerkenen.

Saucerne, der får grøntsagerne til at glide

v/ Matilde Grue, Restaurant Blink

Matilde vil vise hvordan man ved hjælp af de rigtige saucer kan fremhæve grøntsagerne og gøre dem til stjernen på bordet. I kan forvente at få en håndfuld ideer og opskrifter med hjem, som forhåbentligt kan gøre det lettere og sjovere at få flere grøntsager ind i dagligdagen. På masterclassen vil der være fokus på Matildes grundopskrifter på vinaigrette, puré/creme og en sauce, som bliver brugt i flæng på Blink.

Vi glæder os til at se dig til Planteløftet ON TOUR på Kold College i Odense den 15. september!

Tilmeld dig ON TOUR